Her kan du læse om de forskellige opgaver, I som forening kan tilmelde jer:
OPSYNPOSTER
Vil din forening være en del af sikkerheden på Grøn? Så er opsynsposterne helt sikkert noget for jer! Her får man tildelt ansvaret for et område som hele dagen skal bemandes og være under opsyn. Man er altid to på denne post, så der er rig mulighed for selskab og hygge i det danske sommervejr, og det sikrer derudover også, at man kan skiftes til at holde pause. Og frygt ej hvis I ikke kan holde til at stå op en hel dag, I bliver nemlig tildelt en stol da denne post kan udføres siddende.
KØKKEN
Elsker din forening at stå i et køkken og ønsker I at være en del af et hyggeligt fællesskab? Så er køkkentjansen stedet! Her skal I hjælpe med at bespise de mange hundrede frivillige og ansatte på Grøn. Der forventes ikke at I er en masterchef, madlavningen vil være simpel, og herudover skal der hjælpes til med opvask og oprydning og rengøring af spiseområdet – alt hvad et job i et køkken kan indeholde. Denne opgave er også perfekt hvis I ønsker at undgå gæstekontakt ude på koncertpladsen, da man med denne tjans blot har med sine med-frivillige at gøre.
SURPRISE-OPGAVE
Betegner I jeres foreningsfrivillige som fleksible mennesker der elsker at kaste sig ud i nye ting? Så er det lige netop jer vi står og mangler. Vi oplever altid at have brug for ekstra hænder, til at løse forskellige opgaver, der opstår mens vi er afsted. Disse opgaver vil oftest være en af de andre opgaver I kan læse om her på siden. Man vil dog først blive tildelt sin opgave ved ankomst, og derfor ønsker vi, at få fat i nogle mennesker som elsker at blive overrasket med typen af opgave, når de ankommer.
INDGANG
Ønsker din forening at give vores glade gæster den bedste service? Så har vi brug for jeres hjælp i indgangen! Her står man for visitation af gæster, påsætning af armbånd og billetkontrol. Hvis I tilmelder jer en vagt i indgangen der slutter kl. 22, kan der hen på aftenen når travlheden stilner af i indgangen, også blive brug for, at der hjælpes til på en af de andre opgaver, som er beskrevet her på siden. Her har I altså mulighed for at være i selskab med en masse andre frivillige, nyde stemningen og det gode humør, mens I giver vores gæster den bedste service.
SWEEPER
Har dine foreningsfrivillige et godt overblik og ordenssans? Og ønsker I at komme ud blandt gæsterne og mærke stemningen? Så skal I være en del af sweeper-holdet. Her er opgaven at holde pladsen ren under selve koncerten. Man hjælper med at sweepe for affald på koncertpladsen. I får handsker, gribetænger og affaldsposer udleveret når I møder ind. Denne opgave er ideel hvis I ønsker at have mulighed for at kunne bevæge jer og ikke være fastlåst samme sted hele dagen, samtidig med I kan nyde den gode stemning.
BAR
Drømmer din forening om at svinge drikkevarer over baren, og elsker I at sælge og give en god service? I baren hjælper man både med stå i salgsflade og sælge drikkevarer, man hjælper med produktionen af drikkevarer og i nogle tilfælde hjælper man også med nedpakning/opbygning af boden. Her handler det altså om at yde den bedste service, holde et godt overblik, og være omringet af glade mennesker, god stemning og fremragende musik. Så hvis det lyder som noget for jer, så meld jer på bar-holdet!
SCENE
Har du og dine foreningsfrivillige nogensinde drømt om at komme bag om sceneopbygning/nedtagning på Grøn? Så er det nu I har muligheden! I nogle byer har vi brug for hjælp til enten at pille scenerne ned eller sætte dem op. Hermed får I muligheden for at komme bagom Grøn, og se hvordan enten sceneopsætning eller scenenedtagning fungerer. Og frygt ej, vi samarbejder med professionelle scenefolk, som vil hjælpe jer med opgaven, og hermed får i mulighed for særdeles god erfaring. Så hvis dette lyder som noget for jer, så tøv ikke med at melde jer på scene-holdet.
GÆSTESERVICE
Ønsker din forening at komme ud blandt de glade gæster, hyggesnakke, sprede god stemning og sørge for at de får lige dén ekstra gode oplevelse de sent vil glemme? Så er gæsteservice svaret! Gæsteservices fornemste opgave er at give vores gæster en god oplevelse. Dette foregår primært i køen til toilettet, hvor man hjælper med at få køen afviklet hurtigt, ved at guide folk i toiletkøerne og vise dem, hvor der er ledige toiletter. Bare rolig, rengøring af toiletter har vi et andet hold til klare. Inden koncertpladsen åbner, hjælper man også med at sætte bannere op som hænger på hegnene rundt om pladsen. Så klinger ordet glædespreder godt med jeres forening? Så meld dig på gæsteservice!
PARKERING
Ønsker din forening en opgave udenfor koncertpladsen hvor I kan have en hyggelig dag sammen imens I udfører opgaven? Så er parkeringsholdet den rette løsning for jer! I enkelte byer har vi P-guider, der har til opgave at lede folk den rigtige vej og sikre en god oplevelse fra start. Parkeringsfolkene sørger for at bygge området op og hjælper bilisterne på plads og hjem igen. Alt dette skal I nok få instrukser på når vi nærmer os. Så ønsker I at hjælpe vores gæster, og samtidig være en del af et hyggeligt fællesskab mens I nyder det danske sommervejr? Så meld jer på parkering!
CYKELPARKERING
Har du lyst til at give alle vores cyklende gæster den bedste start på Grøn? I nogle koncertbyer har vi rigtig mange gæster som ankommer med deres cykel. Derfor skal vi bruge hjælp til at få dirigeret dem rigtigt ind på vores cykelparkering, så der kan være så mange cykler som muligt. Denne opgave er oplagt for jer som gerne vil deltage til Grøn, men ikke har mulighed for at være med en hel dag.
SAMPLING AF FISHERMAN’S FRIEND
Elsker din forening kundekontakt og højt tempo? Og ønsker I at komme ud blandt gæsterne og den gode stemning? Så kunne denne opgave være lige noget for jer! Denne opgave går ud på at dele smagsprøver på Fisherman’s Friend ud. Udover at få delt en masse smagsprøver ud, er jeres fornemmeste opgave også at give gæsterne en fantastisk velkomst når de kommer ind på pladsen. Opgaven foregår i de timer hvor alle gæsterne ankommer, og er dagens korteste opgave. Så lyder kundekontakt, højt humør og tempo som en god cocktail for jer? Og er I ikke interesseret i at arbejde hele dagen, så meld jer endelig på denne opgave!